Kriminalitets-forebyggelse
Den boligsociale helhedsplan arbejder forebyggende og understøtter at flere børn og unge får et godt og aktivt fritidsliv, hvor de bliver en del af positive fællesskaber, får nye kompetencer og større selvtillid og herigennem støttet i et liv uden kriminalitet.
Med vejledning og brobygning til fritidslivet og en udbygget fritidsjobindsats støtter vi børn og unge i boligområderne i at få et godt fritidsliv. Samtidig er vi i dialog med forældrene om, hvordan de støtter deres børn i fritidslivet.
Sådan hjælper vi
1. Brobygning til foreningsliv
For børn og forældre tilbyder vi vejledning og hjælp til tilmelding til fritidsaktiviteter. I dialogen med forældrene understøtter vi at fritidsaktiviteterne bliver bæredygtige for familien. Vi snakker om transport til og fra aktivitet, sammenhæng med skolegang og pligter, hvordan forældrene støtter op og meget mere.
For foreningerne understøtter og aflaster vi i kontakten til forældrene. Vi “oversætter” de forventninger og opgaver, der er til forældrene, når man sender sit barn i foreningsaktivitet.
Fritidsvejledningen foregår primært i Åben vejledning og ved de familier, der i øvrigt er i kontakt med en boligsocial medarbejder.
2. Fritidsjobindsatsen
Fritidsjobindsatsen er en forebyggende indsats, der støtter unge i at få og fastholde et fritidsjob. Gennem tæt støtte opbygger de unge arbejdslivskompetencer, styrker deres selvværd og får erfaringer, som bidrager til fastholdelse i uddannelse og et liv uden kriminalitet.
De unge får individuel støtte af den socialfaglige mentor eller brobygningsmedarbejdere, som hjælper med afklaring af interesser, CV og ansøgning, træning til jobsamtaler samt forberedelse til arbejdsmarkedets krav og normer. Indsatsen inddrager også forældre og samarbejder med skole, SSP og lokale arbejdsgivere for at skabe de bedste rammer for den unges trivsel og udvikling.