Valgflæsk og kagebord

”Tænk dig om før du ikke stemmer” er et af de slogans, der er fremme op til kommunal- og regionsrådsvalget d. 21. november – og med god grund, idet nogle grupper, blandt andet de unge og beboerne med flerkulturel baggrund, er meget lavt repræsenteret i valgstatistikken.

 

For at slå et slag for en højere valgdeltagelse i boligområderne, var beboerne i Kløver/hvedemarken, Nørager, Søstjernevej, Søgræsvej, Koralvej og Konkylievej samt Stenbjergparken onsdag d. 8. november inviteret til en dialogaften i Multihuset ved Stenbjergparken sammen med de lokalt opstillede partier i Sønderborg Kommune.

I fællesskab med alle de politiske partier var der lagt op til en uformel aften, med stande hvor kandidaterne fra hvert enkelt parti kunne agitere for deres holdninger og prioriteringer. Aftenen startede med at de politiske kandidater kort præsenterede sig selv og deres mærkesager.

 

Ved bordene var der mulighed for et spille et dialogspil om hvilke temaer, der er vigtige i valgkampen for den enkelte. Skal der f.eks. investeres i flere vindmøller i kommunen, ansættes flere gadeplansmedarbejdere i boligområderne eller skal der satses på flere praktikpladser for unge ledige? Spillet blev brugt flittigt og skabte dialog mellem de lokale politikere og beboerne. Det hele blev fulgt godt på vej af kaffe og et væld af de lækreste kager, bagt af hjælpsomme beboere.

 

 

 

 

 

 

Aftenen blev sluttet at med debat, hvor jobcenteret og normeringen på sygehusene var varme emner.

Aftenen var arrangeret af den boligsociale helhedsplan ”Boligområder i balance”, som er et samarbejde mellem Sønderborg Andelsboligforening og Sønderborg kommune og med særligt fokus på boligområderne Stenbjergparken, Nørager, Søstjernevej m.fl. og Kløver-Hvedemarken. Omkring 30 beboere deltog i arrangementet.